amin karami

Når Amin Karami synger, fanger han sit  publikum med sin betagende, urbane RnB-lyd: Det er tung elektronisk musik der med Karamis intense stemme, hurtigt trækker tilhørerne ind i hans altomsluttende, melankolske univers. Han søger ind i en dyster og forførende r&b-lyd, der har sine internationale ligemænd i navne som The Weeknd og Frank Ocean.

Med sin dybtfølte musik, står Amin Karami i bevidst kontrakt til tidens behov for hurtige fix. Indhyllet i en gråblå elektronisk dis og markerende synth-sound, mærker man fordybelsen og roen.

Vi er blevet vænnet til, at tingene skal gå stærkt i dag. Hurtigere biler, hurtigere penge og misser man Metroen føles to minutter som en evighed. Men jeg udfordrer flygtigheden. Jeg er virkelig søgende i musikken, og synes ikke det gør noget, at ting tager tid. Jeg tror min nysgerrighed gør, at jeg hele tiden finder nye muligheder der inspirerer mig, siger Amin.

Amin Karamis debut-EP ‘Sammen i Stykker’ er lavet i samarbejde med producerteamet Luis Ronco og brødrene Jonas og Benjamin Kur. Amin har netop ramt studiet igen med samme team og arbejder nu på sin anden EP.

En stormende forelskelse

Jeg mener, at man skal finde to kærligheder i livet. Den ene er en partner, den anden er en passion. Jeg har fundet min passion. Det er en stormende forelskelse. Med musikken kan jeg sige og gøre ting, jeg ellers ikke kan. Jeg tør stå alene på scenen, fordi jeg finder selvtillid i den musik, vi har lavet i studiet, forklarer Amin Karami.

Efter Amin Karami vandt KarriereKanonen for et par år siden, har han arbejdet intensivt på musikken og spillet en række livejobs, heriblandt SPOT-festival, support act for The Minds of 99 og afterparty for modedesigner Henrik Vibskov under Copenhagen Fashion Week. Senest har han optrådt på dette års Trailerpark Festival.

 

video

instagram

follow @karami_a on instagram

amin_bg